Du kan få økonomisk støtte fra din kommune til at købe din knæskinne. Men det er vigtigt, at du søger om bevilling til knæskinnen, inden du køber den. Kommunen giver nemlig normalt ikke støtte, hvis du køber den, inden du er blevet bevilliget til det.

Du søger om bevilling til et hjælpemiddel (knæskinnen) på borger.dk. Du skal altså søge digitalt og bruge dit NemID til at logge ind med.

Når du søger om støtte (bevilling), skal du gøre følgende:

  • beskrive hvordan hjælpemidlet kan hjælpe dig
  • bevise overfor din kommune, at din funktionsevne er nedsat

Kommunen skal se aktuelle oplysninger om dit helbred fra sygehuset eller din læge, hvis det er første gang, du søger om bevilling til et hjælpemiddel eller hvis din funktionsevne har ændret sig.

Hvor meget kan du få i tilskud?

Kommunen giver dig støtte til at anskaffe det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Det vil sige, at din kommune kan bestemme, hvilken leverandør du skal købe din knæskinne hos.

Du skal selv betale ekstraudgiften, hvis du ønsker en knæskinne fra en leverandør, som er dyrere, end den leverandør kommunen benytter.

Du kan altså kun få refunderet et beløb svarende til den pris, kommunen kan anskaffe hjælpemidlet til.

Tilskuddet er skattefrit.

Du kan læse mere om dette i Serviceloven §112 ”Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven”.